Man skal ikke lade julegaverne stå i bilen, lyder opfordringen fra forsikringsselskab. I visse tilfælde dækker forsikringen nemlig ikke.

Har du været på juleindkøb, er det en rigtig god idé at tage julegaverne med, når du forlader bilen. For det første er det irriterende ud over alle grænser at møde en bil med knust rude og et tomt bagsæde. For det andet dækker forsikringen ikke alt.

- Vi ser desværre rigtig mange tilfælde af indbrud i biler i december, hvor tyvene er løbet med julegaverne, fordi de ikke har været gemt godt nok væk. Indkøbsposer fyldt med pakker på bagsædet frister mange svage sjæle, siger kommunikationschef Lise Agerley fra forsikringsselskabet Alka.

Hun fortæller, at forsikringen ikke dækker tyveri af kontanter, guld, sølv og smykker fra bilen, og den manglende dækning er mange danskere ikke klar over.

- Det er virkelig ærgerligt. Hvis man har købt et smykke til sin kone og får det stjålet i bilen, er der ingen erstatning. Så tag altid smykker og kontanter med, når du forlader bilen, opfordrer Lise Agerley.

Får tyvene fat i andre gaver end smykker og kontanter, dækker indboforsikringen, så længe bilen har været låst, og der er synligt tegn på indbrud. Dog dækker indboforsikringen for eksempel ikke tyveri af computere, mobiltelefoner, fotoudstyr og ure, hvis effekterne har været synlige udenfor bilen.