En unavngiven, jysk tøjproducent er blevet idømt en bøde efter at have brudt hvidvaskloven.

Det oplyser National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i en pressemeddelelse.

Hændelsen skete 30. oktober 2020, da virksomheden modtog 20.000 euro i kontanter. Pengene kom fra en polsk virksomhed og var betaling for tøj fra et restlager.

Men danske virksomheder havde ikke tilladelse til at modtage 50.000 kroner eller derover i kontanter ved handler med forbrugere eller andre virksomheder.

Og det betyder, at virksomheden, der har base i Randers, nu modtager en bøde på 30.000 kroner.

»Hvidvaskloven har til formål at forebygge hvidvask og terrorfinansiering, og det tager myndighederne meget alvorligt. Det er vigtigt, at danske virksomheder kender deres forpligtelser i henhold til hvidvaskloven,« siger anklager hos NSK, Simone Jeppesen.

Siden tøjproducentens overtrædelse, er kontantforbuddet blevet nedsat for 50.000 til 20.000 kroner.

Hvad enten betalingen sker på én gang eller som flere betalinger, der har en sammenhæng.

»For størstedelen af danske virksomheder gælder, at de kun må modtage 19.999,50 kroner i kontantbetaling, når de handler med forbrugere eller andre virksomheder. Det følger også af hvidvaskloven, at 500-eurosedlen slet ikke må anvendes i Danmark, og det gælder både for virksomheder og privatpersoner.«

Dommen blev afsagt ved Retten i Aarhus.