Stig Tøfting står til flere måneders fængsel, hvis Københavns Byret finder ham skyldig i de to overfald, som politiadvokat Jens Rasmussen nu har tiltalt landsholdsspilleren for.

  • Gravesen: Jeg så ingenting

    Politiadvokaten bekræfter over for B.T., at han vil nedlægge påstand om en ubetinget fængselsstraf, der »udmåles i måneder«.

    Stig Tøfting er tiltalt efter tre voldsparagraffer i straffeloven, og sagen kommer for en domsmandsret i oktober, hvor byretten har afsat to dage, 15. og 18. oktober, til sagen.

    Den behandles som en domsmandssag, fordi Stig Tøfting nægter sig skyldig i tiltalen.

    Hvis han derimod havde valgt at tilstå, kunne sagen være kørt uden vidner og med kun én dommer.

    Det første overfald, hvor restaurantens manager, Patrick de Neef, blev nikket en skalle, er ifølge anklageskriftet »legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter« efter straffelovens paragraf 245 stykke 1.

    For det andet overfald, på køkkenchef Michael Wilson, der blev slået i jorden foran restauranten med knytnæveslag, er der rejst tiltale efter straffelovens »almindelige« voldsparagraf 244.

    Det er almindelig praksis, at en »skalle« regnes for grovere vold end knytnæveslag - og at »skallen« derfor betragtes som vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter.

    Men anklageren har også taget Stig Tøftings fortid med ind i sagen, fordi han for tre år siden blev idømt 20 dages betinget hæfte for at slå en mand i jorden.

    Derfor er Stig Tøfting også tiltalt efter paragraf 247 stykke 1, hvor straffen for en voldsforbrydelse kan forhøjes med indtil det halve, hvis man tidligere er dømt for vold.

    Tumulterne på »Café Ketchup« foregik 23. juni, da det danske VM-hold var inviteret til middag, fordi køkkenmanager Per Thøstensen havde været kok for landsholdet under VM-slutrunden i Japan og Sydkorea.

    Den 6. juni, kun to uger før voldsepisoden fandt sted på Café Ketchup, blev strafferammerne for vold skærpet, så Stig Tøftings voldssag skal bedømmes efter de nye strafferammer.

    Grov vold efter paragraf 245 straffes nu med op til seks års fængsel, mod tidligere fire år, og vold efter paragraf 244 kan nu give op til tre års fængsel, mod højst halvandet år før 6. juni.

    Politiadvokat Jens Rasmussen oplyser, at der er indkaldt syv vidner, men han vil ikke oplyse, hvem der skal vidne.

    Men det er givet, at de to ofre, Patrick de Neef og Michael Wilson, er hovedvidnerne - og efter al sandsynlighed er flere af fodboldlandsholdets andre spillere også indkaldt som vidner.

    Ifølge gæster var Jan Heintze, Thomas Sørensen, Jon Dahl, Thomas Gravesen, Christian Poulsen, Dennis Rommedahl, Brian Steen Nielsen og Jesper Christiansen til stede under episoden, der indtraf, da Stig Tøfting krævede musikken stoppet, så han kunne synge en sang sammen med de andre spillere.

    Da manager Patrick de Neef sagde, det ikke kunne lade sig gøre, gik Tøfting - ifølge tiltalen - amok.

    Han nikkede manageren en skalle, og da køkkenchefen Michael Wilson kom til for at dæmpe gemytterne, blev han slået i jorden.

    Politiadvokat Jens Ramussen siger, at Stig Tøfting via sin advokat er blevet orienteret om, at der rejses tiltale imod ham - men at han formentlig endnu ikke personligt har fået forkyndt anklageskriftet.