Det var i dag 22-årige MTs sidste chance for at give retten nogle ord med på vejen, inden dommeren, der skal besegle hendes fremtid, på fredag fælder dom. MT er på anklagebænken, fordi hendes 15 måneder gamle Tobias blev fundet død den 18. juli sidste år.

- Jeg fortryder det inderligt, at jeg ikke ringede efter hjælp, at jeg bare så til. Det andet er til J (Tobias' far, red.) og hans familie. Jeg forstår, at I er vrede, at I har svært ved at tilgive, men I skal vide at uanset hvad, så vil jeg altid stå frem, hvis i har brug for at skælde ud. Jeg er virkelig ked af den her sags udgang.

MT er tiltalt til medvirken til dødsvold mod sin søn den 17. juli 2011. Anklagen er at stedfaren, 29-årige RW,  på uhyggelig vis har tævet den lille dreng ihjel i familiens hjem i Øster Højst ved Løgumkloster.

Anklageren kræver moderen idømt fire års fængsel, mens kvindens egen forsvarer går efter en straf på mellem to og to et halvt års fængsel. Den stedfar, der stod bag flere slag, bid og rusken risikerer 10 års fængsel.

Retssagen mod parret, der har siddet varetægtsfængslet siden et grundlovsforhør 19. juli 2011, startede ved retten i Sønderborg sidste mandag. De er begge sigtet efter straffelovens paragraf 245 og 246 for at have udøvet vold af særlig grov og farlig karakter.