Faderen til Tobias sidder tilbage med en følelse af total magtesløshed, efter at der i dag er faldet om over de to mennesker, der slog hans søn ihjel.

Han har ikke været til stede ved et eneste af de i alt fem retsmøder. Heller ikke fredag den 13. juli, hvor der omsider faldt som over hans ekskæreste Mona Nissen Thomsen og hendes nye kæreste René Jensen Würfel, som fik i alt 12 års fængsel for at mishandle den 15 måneder gamle Tobias Schmidt Jørgensen ihjel.

Det ville simpelthen være for hårdt at se Mona igen, har han vurderet. Det seneste år har været hårdt nok for Tobias' far, Jan Schmidt Jørgensen, og selv om der nu er sat punktum i den forfærdelige børnemishandlingssag, føler den efterladte far kun tomhed.

- Jeg synes, dommen er for lav. Jeg synes, retssystemet giver for lave domme for den slags i Danmark, det er det eneste, jeg kan sige. Fire og otte år er bare langt fra nok, siger Tobias' far Jan Schmidt Jørgensen til bt.dk.

Mona Nissen Thomsen, der er mor til Tobias, blev idømt en fængselsstraf på fire år, mens hendes 30-årige kæreste René Jensen Würfel blev idømt otte års fængsel - begge er de dømt for at have mishandlet den lille dreng og for at have undladt at tilkalde hjælp, da han svævede mellem liv og død på grund af de mange tæsk.

Jan Schmidt Jørgensen, der sammen med Mona Nissen Thomsen fik sønnen Tobias i marts 2010, skulle mandag den 18. juli 2011 være mødt i fogedretten, hvor han skulle gense sin lille søn efter lang tids adskillelse. Mona og Jan var gået fra hinanden og havde fælles forældremyndighed, men Mona havde i et stykke tid nægtet Jan at se sin søn, og derfor var de nødsaget til at gå rettens vej.

Men hverken Mona, René eller Tobias dukkede op den morgen i fogedretten. Få timer forinden var Tobias nemlig død - tæsket ihjel af sin stedfar, alt imens hans mor Mona passivt så til.

I dag sidder Jan Schmidt Jørgensen tilbage med en følelse af total afmagt. Mens han kæmpede for at få sin søn hjem, blev sønnen mishandlet til døde - og prisen på Tobias' liv blev ved retten i Sønderborg i dag sat til 12 år.

- Jeg havde minimum tænkt 10 år til dem begge hver, siger faderen, der ikke har lyst til at komme nærmere ind på sine følelser omkring hele situationen.

- Retssystemet er, som det nu engang er. Det kan man jo ikke rigtig lave om på. Jeg synes bare, at straffene er for lave, siger han.

I retten i Sønderborg i dag, hvor dommen over mor og stedfar faldt klokken 10.15, var der kæmpe opbud af pårørende, familie og venner, men Tobias' far var ikke til stede. Han har fulgt sagens gang via medierne, fortæller han.

- Det har været meget surrealistisk. Det er vist det ord, der beskriver det bedst, slutter han.