Den 86-årige Tineke Færch dømmes for injurier og skal trække udtalelse om sin tidligere rådgiver tilbage.

Lyngby. Tineke Færch dømmes for injurier mod sin tidligere rådgiver Michael Teschl.

Retten i Lyngby har afsagt dommen over den 86-årige tobaksenke, fordi hun har kaldt Michael Teschl for "en svindler".

Færch-familien er en af Danmarks rigeste, og Tineke Færchs afdøde mand, Steiner Færch, blev blandt andet rig på aktier i Skandinavisk Tobakskompagni.

Den kompromitterende udtalelse om Michael Teschl, sagde hun sidste år til Ekstra Bladet. Det skete, efter at landsretten havde afgjort, at hun og hendes virksomhed, SF-Gruppen, skyldte Michael Teschl knap en million kroner.

Michael Teschl har på grund af udtalelsen sagsøgt Tineke Færch for injurier og krævet en erstatning på 100.000 kroner.

Michael Teschl får dog ikke erstatning. I stedet skal Tineke Færch betale 10 dagbøder af 1000 kroner samt sagens omkostninger.

Det oplyser Michael Teschls advokat, Karoly Nèmeth.

- Retten har desuden bestemt, at det udsagn, hun er kommet med, skal mortificeres. Altså tilbagekaldes, siger han.

Michael Teschl er forfatter til flere erhvervsbøger, blandt andet om Færch-familien og er kendt som vinder af det danske Melodi Grand Prix i 1999. I flere år arbejdede han for SF-Gruppen og Tineke Færch som hendes tætte rådgiver.

Relationen mellem de to gik skævt, og uenighederne mellem dem blev så store, at sagen endte i byretten i 2014.

Her blev det afgjort, at Michael Teschl uretmæssigt havde brugt familiens penge til at stifte en etikportal. Han ankede sagen, og Østre Landsret afgjorde omvendt, at Tineke Færch skyldte Michael Teschl knap en million kroner.

Det fik Tineke Færch til at sige til Ekstra Bladet:

- Forbløffende. Nu om stunder kan svindlere gøre, hvad de vil i dette land. Det er trist. Det er beklageligt.

Det er denne udtalelse, der fredag har fået Retten i Lyngby til at dømme den 86-årige for injurier.

/ritzau/