I sidste uge faldt en toårig dreng ned fra en puslepude og endte i et kælderområde. Faldet skulle være op til 10 meter.

Drengen er i koma, men tilstanden er stabil.

Det skriver TV 2 Nord.

Politiet har nu lavet en undersøgelse af ulykkesstedet i Vandhuset i Hjørring, og de er nået frem til, at der var sket en misforståelse omkring faciliteterne.

Bordet, hvor barnet var faldet fra, var nemlig slet ikke beregnet til puslebord.

»Selve puslepuden ligger i en hylde under bordet. Men andre har taget puden og brugt den nede på gulvet eller ovre i sofaen til at pusle deres børn. Så er der så nogle, der tænker: 'Det er bordet, man gør det på'. Og det er så der, at det går gruelig galt,« siger Torben Rimmen, der er politikommissær ved Nordjyllands Politi i Hjørring, til TV 2 Nord.

Vandhuset i Hjørring har nu besluttet, at der skal mere afskærmning op omkring bordet med puslepuden.

Det er for at undgå lignende ulykker.