To personer, som er sigtet for drab på en 60-årig mand i det nordvestlige Randers, er blevet varetægtsfængslet i foreløbigt to uger.

Det skriver Østjyllands Politi på meddelelsestjenesten Politi Update.

Politikredsen oplyste tidligere torsdag i en pressemeddelelse, at man havde anholdt og sigtet en 30-årig mand og en 34-årig kvinde for drabet.

Den 60-årige blev fundet død i sit hjem på Fenrisvej i Randers onsdag.

Anmeldelsen indløb hos politiet omkring onsdag middag, og ifølge sigtelsen skal de to have dræbt manden ved kvælning.

Det kom ifølge Randers Amtsavis frem ved grundlovsforhøret af de to.

Avisen skriver, at politiet mener, at drabet foregik i forening eller efter forudgående aftale.

Begge nægter sig skyldige.

Ifølge TV2 Østjylland ville kvinden ikke udtale sig i retssalen. Det ville manden godt.

De to medier skriver, at dørene til torsdagens grundlovsforhør blev lukket.

Derfor kan offentligheden ikke få nærmere indblik i mandens forklaring eller beviser, som politiet har i sagen.

Politiet oplyser torsdag aften ikke, hvilken mistanke de to er blevet varetægtsfængslet på baggrund af.

Østjyllands Politi har stadig et stort efterforskningsarbejde foran sig, lød det i pressemeddelelsen torsdag morgen.

- I forbindelse med efterforskningen søger vi vidner, der har gjort iagttagelser omkring Fenrisvej i Randers fra tirsdag aften til onsdag middag. Hvis man for eksempel har set personer med mistænkelig adfærd, så må man meget gerne ringe til os, udtalte efterforskningsleder Flemming Nørgaard i meddelelsen.

Det har ikke været fremme, om drabsofferet havde en relation til de to sigtede i sagen.

/ritzau/