Politiet efterforskede natten til fredag et slagsmål på åben gade på Amager. Ingen er anholdt.

Et større slagsmål på Amager torsdag aften mundede ud i, at to 21-årige mænd blev stukket med kniv.

Det fortalte central efterforskningsleder Chenette Westergaard fra Københavns Politi natten til fredag.

- Vi får en melding om, at der er et større slagsmål på gaden, og så kommer vi derud og får kontakt til to forurettede, der siger, de er blevet ramt af knivstik, sagde Chenette Westergaard omkring klokken 01.

Begge blev efterfølgende kørt på hospitalet, men var uden for livsfare. De menes at være udskrevet igen, siger efterforskningslederen fredag morgen.

Det er uvist, hvor på kroppen personerne blev stukket.

Ingen er anholdt i forbindelse med slagsmålet, der fandt sted på Røde Mellemvej på Amager.

Politiet efterforsker fortsat hændelsen fredag morgen.

- Vi sidder og efterforsker intensivt, hvad der er hoved og hale i det her, og hvad der er sket, sagde Chenette Westergaard natten til fredag.

Slagsmålet blev anmeldt torsdag klokken 18.38.

/ritzau/