To 19-årige mænd er fredag i Københavns Byret blevet dømt for brandstiftelse og sprængning foran en beboelsesejendom på Rymarksvej i Hellerup i oktober 2024.

Det oplyser Christian Buhl Bjerrehuus, der er advokat for en af de dømte.

Hans klient er blevet idømt ti måneders fængsel, mens den anden tiltalte er idømt to års fængsel.

Han var også tiltalt for to andre forhold, der drejer sig om brandstiftelse og hærværk.

Det var omkring klokken 03.00 natten til 7. oktober i 2024, at de to unge mænd sammen med en dengang 12-årig, der på grund af sin alder ikke kan retsforfølges, antændte, hvad anklagemyndigheden betegner som en hjemmelavet brandbombe foran en beboelsesejendom på Rymarksvej i Hellerup.

Brandbomben bestod af en benzindunk tapet fast til tre kanonslag, som de antændte.

Det førte til eksplosion, ildebrand og brandskader på bygningen.

Ingen kom til skade.

Retten har også fundet det bevist, at brandstiftelsen i Hellerup skete under instruktion af en ung mand, der ikke var til stede.

Han sidder nu varetægtsfængslet, sigtet for en række forhold af rekruttering til kriminalitet i Danmark.

Hændelsen i Hellerup skete på årsdagen for Hamas' angreb på Israel og blev af statsminister Mette Frederiksen (S) koblet til antisemitisme.

- Vi har set et brandattentat mod en kvinde, fordi hun er jøde, sagde hun kort efter episoden.

Men der er intet i anklageskriftet, der tyder på, at der var et antisemitisk motiv bag hændelsen.

Den 19-årige, der er idømt to år, var 17 år på gerningstidspunkterne.

Han er også dømt for forsøg på brandstiftelse på Guldbergsgade på Nørrebro 6. oktober i 2024. Det er også sket sammen med den dengang 12-årige.

Under instruks fra den samme som i forholdet på Rymarksvej skal de to have besiddet to hjemmelavede molotovcocktails, hvoraf den ene blev stillet på fortovet og den anden kastet mod sandwichbaren Juicy.

Branden blev dog hurtigt slukket.

En molotovcocktail er en brandbombe, der består af en flaske med brændbar væske.

Derudover er han dømt for at have malet grafitti på en husmur på Hans Tavsens Gade på Nørrebro i slutningen af august 2024.

Begge unge mænd har taget sig betænkningstid i forhold til eventuel anke af dommen.

/ritzau/