En bil med tre unge mænd bragede sent lørdag ind i en elmast med høj fart. To er i livsfare efter uheldet, og en tredie slap med mindre kvæstelser.


Men søndag morgen er politiet ikke kommet nærmere til årsagen for ulykken, der fandt sted på Ravnsnæsvej i Birkerød. Det fortæller vagthavende ved Nordsjællands Politi til B.T.

De tre mænd, hvoraf to er født i 1988 og en i1990, kom kørende i en Ford Escort, da føreren i en soloulykke pludselig mistede kontrollen over bilen, der med højre side først bragede ind i en stål-elmast.

- Vi tror, at bilen er skredet ud af vejbanen i forbindelse med et venstresving. Føreren har simpelthen mistet kontrollen over køretøjet, og vi formoder, at det er fordi, de har kørt med for høj hastighed, fortæller vagtchef ved Nordsjællands Politi, Erik Pontoppidan, til Ritzau.

- Derefter er de ramt så hårdt ind i elmasten med siden af bilen, så den faktisk nærmest er bukket rundt om stålpælen, tilføjer han.

Føreren af bilen samt hans kammerat, der sad på højre forsæde, er kørt til Rigshospitalets Traumecenter med alvorlige kvæstelser.

Den tredie mand slap lettere fra uheldet og blev kørt til skadestuen..

Politiet venter nu på resultatet af de tekniske undersøgelser for at klarlægge, præcis hvordan uheldet er sket.

- Vi har lavet nogle tekniske undersøgelser på stedet, og vi har haft bilinspektører derude også. De nærmere undersøgelser vil klarlægge episoden yderligere, siger Erik Pontoppidan til Ritzau.