To unge mænd fra banden Loyal To Familia er idømt fængsel i 13 år og i 13 år og seks måneder, fordi de forsøgte at begå drab under en konflikt sidste sommer i Aarhus og desuden truede en tilfældig bilist, hvis bil de hoppede ind i.

I dommen, der er afsagt onsdag af Retten i Aarhus, indgår også, at de var i besiddelse af skydevåben.

Straffen er forhøjet i forhold til det normale niveau, fordi deres forbrydelse skete i forbindelse med en konflikt i bandemiljøet, oplyser Østjyllands Politi.

Mændene, der er 19 og 21 år, kom kørende på Søndervangs Allé på en motorcykel, da de i farten affyrede en pistol mod en 26-årig mand. Offeret kastede sig om bag en bil og blev ikke ramt.

Kort efter hoppede de ind i en tilfældig bil på Åby Ringvej og truede kvinden ved rattet til at køre sig væk. De råbte, at hun skulle køre over for rødt.

Dommen er afsagt af et nævningeting. De to tiltalte har straks anket afgørelsen til Vestre Landsret, oplyser Østjyllands Politi.

/ritzau/