På Holstebromotorvejen skete der lørdag eftermiddag to færdselsulykker. Et barn er i kritisk tilstand.

Et barn er kommet alvorligt til skade og er i kritisk tilstand som følge af en trafikulykke på Holstebromotorvejen lørdag eftermiddag.

Det oplyser vagtchef Ole Vanghøj ved Midt- og Vestjyllands Politi.

- En familie på fem kører ad motorvejen, og de har efterspændt en trailer på deres bil. Så bliver traileren påkørt af en, der kommer kørende i samme retning på motorvejen.

- Traileren slår så rundt og op på taget af den bil, de sidder i. Herunder bliver alle i bilen kvæstet, siger han.

Politiet modtog lørdag klokken 16.13 et alarmopkald om trafikulykken, der fandt sted nær afkørsel 20. Tvis ligger sydøst for Holstebro.

De to voksne og to af børnene er sluppet med mindre alvorlige skader, og de modtager behandling på et nærliggende sygehus. Barnet, der er i kritisk tilstand, blev indlagt via traumecentret på Aarhus Universitetshospital.

Vagtchefen ønsker ikke at fortælle hverken alder eller køn på barnet.

Der er ifølge vagtchefen intet, der indikerer, at bilen, som påkørte traileren, kørte med en meget høj fart.

- Der har været en bilinspektør på stedet, og indtil videre er der ikke noget, der tyder på, at vedkommende har kørt voldsomt stærkt i hvert fald.

- Det er en større og tungere bil, og det kan have en betydning, siger Ole Vanghøj.

Føreren af den større bil fik umiddelbart ingen skader i sammenstødet.

Ulykken og det efterfølgende politi- og redningsarbejde på stedet skabte lørdag eftermiddag kø på strækningen. I den kø skete der endnu et uheld.

To personer blev sendt til tjek på hospitalet, men de var ikke kommet til skade.

En del af Holstebromotorvejen var spærret i nordgående retning som følge af ulykkerne. Den blev genåbnet omkring klokken 20.30.

/ritzau/