En 32-årig og en 26-årig mand sidder lige nu på anklagebænken i Retten i Roskilde. De to mænd er tiltalt for at kidnappe en håndværker, som mændene mener ikke havde udført sit arbejde godt nok.

Foruden kidnapning er mændene også tiltalt for at have begået røveri og vold mod håndværkeren.

Det skriver Sjællandske

Den 26-årige mand forklarede i retten, at han var utilfreds med kvaliteten af det arbejde, som en vvs'er havde udført på en ejendom i Roskilde.

Den 26-årige mente derfor, at vvs'eren skulle betale penge tilbage, ligesom han skulle dække udgifter til at godtgøre de skader, som den 26-årige mente, håndværkeren havde lavet på ejendommen.

Vvs'eren erkendte i retten, at der kunne være fejl i hans arbejde. Men det burde kunne klares på lovlig vis via forsikringen, påpegede han.

Kidnapningen fandt angiveligt sted 24. maj i år. En kammerat til den 26-årige mand, sagens anden tiltalte, kontaktede efter sigende vvs'eren under påskud af, at han havde en opgave til ham.

Men da vvs'eren kom for at besigtige arbejdet, blev han pågrebet af de to mænd og slået i jorden. Mændene kørte efterfølgende håndværkeren til en parkeringsplads, hvor han igen blev slået og truet med slag.

Mændene valgte desuden at tømme håndværkerens bil, som den 32-årige mand kørte af sted med.

Håndværkeren formåede dog at ringe til sin mor, som alarmerede politiet, der kom manden til undsætning.

Efterfølgende har der fortsat været kontakt mellem vvs'eren og de to mænd, der har krævet penge for at give ham værktøj og bil tilbage, ligesom de har tilbudt en afdragsordning.

Retssagen fortsætter den 4. september, hvor der ventes at falde dom i sagen. Både den 26-årige og den 32-årige nægter sig skyldige i røveri, grov vold og frihedsberøvelse.