To mænd på 17 og 19 år blev i dag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Hjørring, hvor de er sigtet for flere forhold.

I lørdags, 24. september, skulle de have slået en 20-årig mand på armene med en mukkert, presset en kniv mod hans tinding og brændt ham med en cigaret.

Den 20-årige skulle ligeledes være blevet tvunget til at lægge sig i en hundekurv, hvor han blandt andet skulle spise tørkost til hunde.

Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

De to unge mænd sigtes for kvalificeret vold, ulovlig tvang og mishandling.

Mændene sigtes også for et forhold i juli, hvor de skulle have spulet den unge mand med henholdsvis varmt og koldt vand.

Alle forholdene skulle være foregået på en adresse i Brønderslev i Vendsyssel.

Grundlovsforhøret forventes at foregå bag lukkede døre.

Politiet oplyser intet om de to sigtedes motiv.