Herningmotorvejen blev lørdag aften ved 17-tiden spærret i begge retninger syd for Brande på grund af to uheld.

Halvanden time senere er motorvejen genåbnet i begge retninger, oplyser vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Gorm Lauridsen.

- En er kørt til sygehuset til tjek lettere tilskadekommen, fortæller han.

Uheldene skete i både nordgående og sydgående retning mellem afkørsel ni og afkørsel ti.

Det er fortsat uvist, hvad der har været skyld i dem.

RITZAU