En af de to personer, der onsdag aften endte på hospitalet efter et overfald på åben gade på Frederiksberg, er siden blevet anholdt.

Det oplyser Københavns Politi.

I første omgang blev begge ellers bragt til Rigshospitalet med skader efter knivstik, og politiet meddelte, at man ikke havde anholdt nogle gerningsmænd.

Siden har det vist sig, at ingen andre var involveret – og den ene af de indlagte blev i stedet anholdt.

»Der er tale om en 33-årig mand. Han er anholdt og sigtet for kvalificeret vold. Han vil blive fremstillet i grundlovsforhør torsdag,« siger efterforskningsleder Jonatan Smith til Ritzau.

I første omgang lød det også, at den anden var i såkaldt »alvorlig tilstand« – det er alligevel ikke tilfældet.

»Den forurettede, en 37-årig mand, er blevet snittet med en kniv. Hans tilstand er ikke kritisk,« siger Jonatan Smith fra Københavns Politi.

Anmeldelsen kom ved 21.30-tiden onsdag aften, hvor knivoverfaldet fandt sted på Sønderjyllands Alle.

Ifølge Københavns Politi har nogle vidner filmet slagsmålet, hvilket kan være med til at opklare, hvad der skete.

»Vi har nogle borgere, der vist har filmet noget af det, så når vi får snakket med nogen, så kommer vi forhåbentlig til at vide noget mere,« oplyste vagtchef Henrik Brix til B.T.

I den forbindelse opfordrede han også andre personer, der måtte have filmet begivenhederne, om at kontakte politiet.

B.T. følger sagen.