Onsdag eftermiddag er togdriften mellem Fredericia og Aarhus H indtil videre indstillet.
Den første påkørsel skete på banen syd for Skovbakkevej i Brabrand. Her blev en person påkørt og dræbt af et tog fra Arriva. Det betød, at togdriften mellem Aarhus og Langå blev indstillet.
Først på eftermiddagen blev endnu en person påkørt. DSB oplyser, at det er sket ved Hedensted. Det har ført til, at togdriften mellem Fredericia og Aarhus er blevet indstillet.
- Vi har bestilt 20 togbusser, som vil blive sat i gang på strækningen. Vi forventer, at det vil vare nogle timer, men vi ved det ikke. Det er op til politiet. siger informationschef i DSB Tony Bispeskov.
Han opfordrer folk, der måtte blive forsinket, til at benytte rejsetidsgarantien, hvor man ved forsinkelser på mere end 30 minutter kan få biletten - eller dele af beløbet - refunderet.
Yderligere oplysninger om rejsetidsgarantien fremgår af DSB's hjemmeside.
Årsagen til de to personpåkørsler er endnu ukendt.
Opdateres...
/ritzau/

