To personer blev tirsdag aften fundet døde i et hjem i Sæby.

Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Der er tale om en kvinde i 50'erne og en mand i 70'erne. Intet tyder dog på en forbrydelse, oplyser vicepolitiinspektør ved Nordjyllands Politi Frank Olsen i en pressemeddelelse.

»Vi kan dog ikke udtale os konkret omkring dødsårsagen, før vores undersøgelser er færdiggjort, men der er som sagt ikke noget, der peger i retning af, at der skulle være sket en forbrydelse,« siger vicepolitiinspektøren.

Tirsdag rykkede politiet ud til adressen i Sæby, hvorefter man meddelte, at der var tale om et mistænkeligt dødsfald.

Politiet ville ikke melde nærmere ud, da efterforskningsarbejdet fortsatte hele natten. Og fortsat gør det.

Det indebærer retsmedicinske og tekniske undersøgelser af både findested og de afdøde personer.

Pårørende, naboer og andre bliver også afhørt i sagen.

»På den måde stykker vi et præcist billede sammen af omstændighederne før, under og efter dødsfaldene,« forklarer Frank Olsen.

Først når efterforskningsarbejdet er afsluttet, kan politiet udtale sig yderligere.

De nærmeste pårørende er underrettet.