To personer blev onsdag eftermiddag fundet døde i et hus på en adresse i Skuldelev i Hornsherred.
Sagen bliver efterforsket som en 'tragisk familiehændelse'.
Det oplyste Nordsjællands Politi onsdag aften på Twitter.
Torsdag morgen oplyser politiet, at man for nuværende ikke har yderligere kommentarer til sagen:

»Det er, som vi også skrev ud i går (onsdag, red.), en tragisk hændelse i et familieforhold,« lyder det fra en kommunikationsmedarbejder hos Nordsjællands Politi.
Man ønsker på nuværende tidspunkt heller ikke at udtale sig nærmere om de to afdødes alder eller køn.
De pårørende er blevet underrettet.
Onsdag var politiet massivt til stede ved adressen med både teknikere, retsmedicinere, hunde og en efterforskningsleder. Politiet arbejdede på stedet siden onsdag eftermiddag, og i forbindelse med efterforskningen blev et større område spærret af.

I første omgang lød det, at politiet undersøgte et 'mistænkeligt forhold'.
Det blev senere ændret til en 'tragisk hændelse i et familieforhold'.
»Efterforskningen sker i snegletempo. Det er måden at gøre det på. Hvis man bevæger sig hurtigere end det, risikerer man at overse noget vigtigt,« forklarede vagtchef Søren Bjørnestad onsdag aften.
I forbindelse med efterforskningen er naboer desuden blevet afhørt.


