Dommer afviser at varetægtsfængsle to personer i sag om drabsforsøg på fodboldspilleren Nicki Bille.

En 23-årig kvinde og en 30-årig mand har i grundlovsforhør fået deres anholdelse opretholdt i tre døgn i sagen om drabsforsøg på fodboldspilleren Nicki Bille.

Sammen med en tredje mand, der er på fri fod, er de sigtet for drabsforsøg på fodboldspilleren.

Politiet blev sent tirsdag aften kaldt ud til Nicki Billes adresse ved Sluseholmen i København. I første omgang blev det oplyst, at en person var blevet kørt på hospitalet. Det er onsdag kommet frem, at det var Nicki Bille.

Ifølge sigtelsen blev han ramt af et skud fra et haglgevær.

Nicki Bille blev ramt af et enkelt skud i højre underarm og fik alvorlig skade, lyder det i sigtelsen.

Anklagemyndigheden krævede onsdag i et grundlovsforhør de to varetægtsfængslet, men det ville dommeren ikke gå med til.

I stedet valgte dommeren at opretholde deres anholdelse i tre døgn. Det betyder, at politiet nu har tre døgn til at udbygge mistanken mod de to. Derefter skal de fremstilles i et nyt retsmøde eller løslades.

Efterforskningsleder i sagen Aaron Newman oplyser til B.T., at man har talt med Nicki Bille, men ønsker ikke at fortælle mere om efterforskningen på nuværende tidspunkt.

»Han er blevet afhørt, men retsmødet blev afholdt for lukkede døre, så jeg kan ikke udtale mig nærmere om efterforskningen,« lyder det fra Aaron Newman.

/ritzau/