Østjyllands Politi kunne fredag anholde to personer efter længere tids efterforskning i en sag om hæleri af designmøbler og lamper. 

Politiet kunne fredag anholde en 36-årig mand og en 32-årig kvinde. De er mistænkt for at stå bag omfattende hæleri. 

Det oplyser politikredsen i deres døgnrapport. 

Der blev i forbindelse med anholdelserne foretaget ransagninger flere steder i Aarhus, hvor der blev fundet større mængder af formodede hælervarer. 

Ifølge Ritzau beslaglagde politiet møbler og lamper på en adresse i Risskov til en værdi af halvanden million kroner. 

Manden og kvinden vil blive fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Aarhus klokken 10.30 lørdag morgen.