To personer anholdt forud for demonstration i København
Københavns Politi var talstærkt til stede for at holde demonstranter og moddemonstranter adskilt.

Københavns Politi var talstærkt til stede for at holde demonstranter og moddemonstranter adskilt.

To personer blev lørdag eftermiddag anholdt forud for en demonstration i København organiseret af bevægelsen Det Danske Folk.
Det oplyste vicepolitiinspektør i Københavns Politi Jakob Hansen lørdag kort efter klokken 16.
De to personer blev anholdt forud for, at den anmeldte demonstration gik i gang ved Kongens Nytorv klokken 14.
- Der var to personer fra hver sin lejr, der var uenige om nogle ting. De er anholdt og indbragt, og vi er ved at finde ud af, hvad det handler om, og hvad det skal ende i, lød det fra Jakob Hansen.
Demonstranterne bevægede sig fra Kongens Nytorv mod endemålet, Christiansborg Slotsplads.
Her var politiet lørdag eftermiddag talstærkt til stede for at holde demonstranter og moddemonstranter adskilt.
Klokken 17 oplyste Københavns Politi på beskedtjenesten Politi Update, at demonstrationerne var afviklet, og at normal trafik på ruten kunne genoptages.
Det Danske Folk stod bag demonstrationen, der ifølge bevægelsens hjemmeside foregik under paroler som "Fair og realistisk remigration" og "Nej til islamisering, sharia og social kontrol".
Moddemonstranterne samledes under parolen "Nej til remigration", fremgår det af et opslag på Facebook hos gruppen, der kalder sig Fællesinitiativet mod Racisme og Diskrimination.
5. september afholdt Det Danske Folk ligeledes en demonstration i de københavnske gader, hvor flere grupperinger blev set heile og kaste med romerlys mod moddemonstranter.
Talsmand for bevægelsen Cyrus Razavi sagde forud for lørdagens demonstration, at man denne gang ikke ønskede at se "grupper, der står og heiler".
RITZAU