To brande i Nordborg menes at være påsat. Politiet har anholdt to personer og mistænkt dem begge for ildspåsættelse.

Det oplyser Sydjyllands Politi i en pressemeddelelse.

En person er blevet indlagt på hospitalet til observation for røgforgiftning, mens en brandmand er kommet lettere til skade i forbindelse med slukningsarbejdet.

Den ene brand, som B.T. beskrev tidligere, blev anmeldt klokken 13.48 lørdag. Og umiddelbart efter – klokken 14.46 – brød endnu en brand ud.

Begge på Storegade i Nordborg.

Efterfølgende har politiet så foretaget anholdelse af to personer. Der pågår lige nu en massiv efterforskning på stedet, som vil vare ud på natten til søndag.

Brandene er endnu ikke slukket – det forventes først at ske søndag.

B.T. arbejder på at få en kommentar fra Sydjyllands Politi.