To personer er omkommet i en villabrand i Nykøbing Sjælland.

De to omkomne var en ældre mand og en kvinde, som boede på adressen.

Midt- og Vestsjællands Politi oplyser til B.T., at de får en melding klokken 13.55 fra et alarmselskab.

»De har været i kontakt med en beboer, hvor der begynder at komme mere og mere røg, og der er formentlig brand,« lyder det fra vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi, Thomas Hartmann.

Politi, brand og redning rykker ud, og da de kommer frem, er huset helt overtændt.

»Vi kan ikke skaffe kontakt til de to beboere. Vi finder efterfølgende ud af, at de er afgået ved døden,« fortæller Thomas Hartmann.

Han fortæller endvidere, at efterforskningen stadig er i gang, og at de pårørende er på stedet.