Opdatering: De to mænd har meldt sig selv, og politiet har indstillet efterlysningen.

Politiet mistænker, at fire mænd har været involveret i et skyderi i Herning onsdag aften.

En ligger i koma, en anden er anholdt – men de to sidste leder politiet stadig efter. Og nu bliver de efterlyst med billeder.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.

'De (fire personer, red.) har alle været opfordret til at melde sig selv, hvilket i dag, torsdag 21. marts, førte til anholdelsen af en 20-årig mand, der forventes fremstillet i grundlovsforhør fredag', skriver politiet og fortsætter:

'De to sidste har endnu ikke meldt sig selv, og Midt- og Vestjyllands Politi offentliggør derfor nu navn på den ene og billede og signalement af begge'.

Hvis du har set de efterlyste mænd – eller ved, hvor de opholder sig, vil politiet gerne høre fra dig. Også hvis du har andre oplysninger, der kan hjælpe politiet i opklaringsarbejdet.

I så fald skal du ringe til politiet på telefon 114.