En togtur til Esbjerg udviklede sig dramatisk tirsdag aften.

Da DSB-toget ankom til Lunderskov Station - cirka 15 kilometer uden for Kolding - holdt flere patruljebiler, beredskab og en ambulance klar.

Forinden var der nemlig indløbet en anmeldelse om, at der var brand i én af togvognene.

Da beredskabet fik adgang til togvognen, viste det sig dog at være en mindre opgave, der ventede.

Beredskabet var mødt talstærkt op tirsdag aften i Lunderskov. Foto: Presse-fotos.dk
Beredskabet var mødt talstærkt op tirsdag aften i Lunderskov. Foto: Presse-fotos.dk
Vis mere

»Det havde ikke bredt sig til andet end nogle aviser, der sad i magasinholderen ved vinduet,« fortæller vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, Steffen Wolf.

Det viste sig at være to mindreårige drenge på omkring 17 år, der stod bag ildspåsættelsen. Og til den havde de brugt en noget usædvanlig - omend ret brandbar - genstand.

»De har simpelthen antændt en sko inde i toget. Om det er deres egen sko, det ved jeg ikke, men branden er i hvert fald startet i en sko,« fortæller vagtchefen.

De to unge drenge er anholdt og sigtet for ildspåsættelse og for at forstyrre et tog, og de kan derfor formentlig se frem til en bøde.

Steffen Wolf ved ikke, om der var andre passagerer i togvognen under branden, men der er ingen meldinger om tilskadekomne, oplyser han.