Ved den dansk-tyske grænse har myndighederne afsløret en større sag om smugleri af cigaretter.
I en hvid varevogn i Tønder fandt politiet torsdag eftermiddag lidt over to millioner cigaretter, og i forbindelse med sagen er en polsk statsborger fredag blevet varetægtsfængslet af en dommer i Sønderborg.
Det oplyser anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi til Ritzau.
Den sigtede mand, der er 29 år, har ikke kæret rettens kendelse om fængsling i fire uger.
Hvad han har forklaret om sagen, holdes hemmeligt.
Retsmødet er blevet holdt bag lukkede døre af hensyn til efterforskningen, oplyses det.
Men i den sigtelse, der er blevet oplæst inden dørlukningen, fremgår det, at varevognen var kørt ind i Danmark ved grænseovergangen i Sæd.
Sigtelsen drejer sig om unddragelse af afgifter på lidt mere end fire millioner kroner, som staten ville være gået glip af ved smugleriet, oplyser anklagemyndigheden.
/ritzau/