To polske mænd på henholdsvis 22 og 26 år er blevet varetægtsfængslet for groft hæleri af cykler.

De to mænd blev lørdag stoppet i en lastbil nær Padborg med 32 cykler, hvoraf flere af dem er meldt stjålet. Herefter blev begge personer anholdt.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Ved et lukket grundlovsforhør i weekenden ved Retten i Sønderborg blev de to mænd foreløbig varetægtsfængslet frem til 18. juni.

»Anholdelserne er et resultat af UKA Vests (Udlændingekontrolafdeling Vest, red.) målrettede fokus på udenlandske omrejsende kriminelle grupper. Grupperne begår ofte kriminalitet på tværs af politikredsene,« siger politiinspektør Brian Fussing.

De sigtede nægter sig skyldige, men de har ikke kæret varetægtsfængslingen.

Fire af cyklerne var allerede meldt stjålet i Jylland. Cyklernes samlede værdi er endnu ikke opgjort.

På grund af hensyn til efterforskningen kan Syd- og Sønderjyllands Politi i øjeblikket ikke oplyse yderligere i sagen.