Østjyllands Politi har valgt at løslade de to mænd, der har siddet varetægtsfængslet for drabet på 34-årige Adam Mohammed Shik, der 9. december blev fundet død i Rådhusparken i Aarhus Midtby.

Det oplyser de i en pressemeddelelse tirsdag formiddag.

»Vi har i samarbejde med anklagemyndigheden vurderet, at betingelserne for fortsat varetægtsfængsling af de to fængslede ikke længere er til stede på nuværende tidspunkt. Begge er dog fortsat sigtet i sagen,« siger politiinspektør Brian Voss Olsen.

Det vil sige, at de begge stadig er sigtede for manddrab. Brian Voss Olsen forsikrer dog om, at man ikke skal være utryg ved, at de nu igen kan færdes i bybilledet.

»Vi ligger ikke inde med oplysninger om, at de skal udgøre en potentiel risiko for nogle borgere,« siger han og fortsætter:

»Grunden til, at vi fik dem varetægtsfængslede var af hensyn til efterforskningen, så der ikke var risiko for, at de kunne påvirke den. De betingelser er ikke længere opfyldt.«

Den ene af de to mænd blev anholdt og sigtet for drabet samme dag, som Adam Mohammed Shik blev fundet død i Rådhusparken.

Det drejer sig om en 58-årig mand, der ligesom Adam Mohammed Shik var en del af hjemløsemiljøet i Aarhus. De kendte derfor også hinanden.

Det har flere brugere af Værestedet Jægergårdsgade og det grønlandske værested Naapiffik tidligere fortalt B.T. Aarhus om.

Flere har været forbi gerningsstedet i Rådhusparken for at lægge blomster til den 34-årige mands minde. Foto: Nina Gaunø Fredberg
Flere har været forbi gerningsstedet i Rådhusparken for at lægge blomster til den 34-årige mands minde. Foto: Nina Gaunø Fredberg
Vis mere

Et par uger senere blev en 24-årige mand ligeledes anholdt, sigtet i sagen og varetægtsfængslet. Det er de to, som nu er løsladt.

Østjyllands Politi oplyser, at de fortsat efterforsker sagen intensivt, og det er derfor heller ikke udelukket, at der kan komme flere anholdelser.

»Vi har gennemgået en masse materiale og foretaget mange afhøringer af forskellige personer, og vi hører fortsat gerne fra eventuelle vidner, som måtte ligge inde med viden om sagen,« siger Brian Voss Olsen.

Har man oplysninger i sagen kan politiet kontaktes på telefon 1-1-4.