To mænd på 25 og 26 år er natten til lørdag blevet stukket ned i forbindelse med en fest.
Den ene blev stukket dybt i brystet og var på et tidspunkt i kritisk tilstand.
Det oplyser Nordjyllands Politi til Nordjyske.
Knivstikkeriet skete omkring kl. 03, efter at en gruppe mænd ankom til en fest i Skivum ved Nibe. Her var det angiveligt et skænderi, der udartede sig og førte til knivoverfaldet.
Efterfølgende forsvandt gruppen af mænd igen i en bil, som politiet lørdag morgen stadig leder efter. En kniv, der menes af være gerningsvåbnet, er blevet fundet nær adressen.
Nordjyllands Politi har dog anholdt én person, som formodes at være én af knivstikkerne. Han fremstilles senere på dagen i grundlovsforhør.
Politiet er ifølge Nordjyske stadig på jagt efter de resterende mænd i den gruppe, der ankom til festen.
Mens det ene af ofrene altså kom alvorligt til skade med en kollapset lunge efter en knivstik i brystet – han er lørdag morgen uden for livsfare – slap den anden mand lidt billigere med et stik i armen og var »ikke i alvorlig fare«.
Opdateres …