Retsmøder i sagen om likvidering af radiovært fortsætter for lukkede døre ved Retten i Frederiksberg.

En ung mand skal fortsat være fængslet i sagen om drabet på den tidligere bandeleder og radiovært Nedim Yasar.

Det besluttede Retten på Frederiksberg fredag. Manden, der er 25 år, har siddet fængslet siden 7. december.

Inden retsmødet havde en anden mand, der også er sigtet i sagen, frivilligt ladet sin fængsling forlænge.

Nedim Yasar mistede livet i november 2018, da han blev skudt i hovedet. Kuglerne ramte, da han var på vej hjem fra en bogreception på Hejrevej i Københavns Nordvestkvarter.

Receptionen fandt sted i anledning af bogen "Rødder en gangsters udvej", som journalist Marie Louise Toksvig har skrevet sammen med Nedim Yasar.

Der er i alt fire personer sigtet i sagen, men det er kun to af dem, der sidder varetægtsfængslet.

Det har dog ikke afholdt de øvrige fra at møde op i retten for at overvære retsmøderne. Fredag var en af dem - en 35-årig mand - også til stede.

Men ved retsmødets begyndelse blev det besluttet, at tilhørere skulle forlade lokalet. Dermed måtte pressen og den fremmødte medsigtede vente udenfor.

Det blev retssalen kun mere tom af, for hverken anklager eller den 25-årige sigtede, hvis fængsling var omdrejningspunkt fredag, var fysisk i retten.

De var til stede via en videoforbindelse på to store hvide lærreder i hver side af lokalet.

Dørlukningen skete af hensyn til efterforskningen, lød begrundelsen. Det blev mødt med protester fra pressen og forsvarsadvokaten til den fremmødte medsigtede.

De i alt fire mænd menes at have tilknytning til rockergruppen Satudarah. De nægter sig alle skyldige.

Spørgsmålet om varetægtsfængsling skal igen for retten 12. april.

/ritzau/