Ved grænsen til Tyskland forsøgte to mænd at smugle en 15-årig dreng ud af landet.

De to mænd kørte i en bil, der blev taget ud til kontrol nær Sæd grænseovergang. I køretøjet befandt der sig også en 15-årig afghansk dreng, der ikke havde lovligt indrejsegrundlag.

De to mænd er nu sigtet for menneskesmugling. Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Med en tredje person kom de to mænd mandag aften kørende i en personbil, der blev taget ud til kontrol af en patrulje fra Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

Ved kontrollen ved Sæd grænseovergang stod det klart, at den tredje person i køretøjet, en 15-årig afghansk dreng, ikke havde lovligt indrejsegrundlag, hvorefter de to mænd blev anholdt og sigtet for menneskesmugling.

Ifølge politiet så har den 31-årige mand erkendt forholdet, mens den 23-årige nægter sig skyldig. Der har ikke været grundlag for at fremstille de to mænd i et grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling.

Begge blev løsladt efter endt afhøring, men er fortsat sigtede i sagen. Og der venter dem nu et retligt efterspil.

Den 15-årige dreng søgte om asyl på stedet.