To mænd på 22 og 23 år er blevet overfaldet i Helsinge. En er stukket i ryggen og er bragt til Rigshospitalet.

Helsingør. To mænd på 22 og 23 år blev torsdag eftermiddag udsat for et groft overfald i Helsinge i Nordsjælland

Politiet fik anmeldelsen om overfaldet på Kirkebådsvej klokken 16.23, men kort før klokken 20 har man endnu ikke overblik over, hvad der er sket.

- Vi arbejder stadig på stedet og prøver at finde ud af, hvad der er hoved og hale i det hele, forklarer vagtchef Palle Jørgensen fra Nordsjællands Politi ud på aftenen.

Ifølge de foreløbige oplysninger skulle mellem seks og otte personer i større eller mindre omfang have deltaget i overfaldet på de to mænd.

- De har fået tæsk, men så vidt vi ved blev der ikke brugt slagvåben. Den ene er dog blevet stukket i ryggen med en spids genstand, og han er bragt til Rigshospitalets Traumecenter, fortæller Palle Jørgensen.

Heller ikke motivet til det grove overfald kan politiet sige noget om.

/ritzau/