To mænd er afgået ved døden, efter de sammen med en tredje mand kørte ind i en husmur i Odense fredag aften.

Det fortæller vagtchefen ved Fyns Politi, Ehm Christensen.

»Den ene af de tre mænd blev erklæret død kort efter ulykken. Den anden var erklæret død, da jeg mødte ind. Det er nok sket hen over natten,« siger han.

De tre personer i bilen er alle yngre mænd i starten af 20'erne. De to afdøde var begge 21 år.

De tre mænd kom kørende med høj hastighed ad vejen Østerbro i Odense, og pludselig skrider bilen, rammer en lygtepæl og ender med at køre ind i en husmur.

Politiet fik anmeldelsen klokken 21.47 fredag aften. De pårørende til de tre personer i bilen er blevet underrettet om ulykken.

Der var ingen vidner, der så ulykken. Derfor efterlyser politiet personer, der har set, hvad der skete.

Var du vidne til ulykken, så kan du kontakte politiet på telefonnummeret 114.