To mænd er skyldige i en usædvanlig sag om drab på to ældre mænd forskellige steder på Vestsjælland i 2019.

Det har Østre Landsret afgjort i en kendelse tirsdag.

De skyldige er 37-årige Stefan Lawaetz Danielsen og 46-årige Søren Elo Pedersen.

Landsretten har dermed stadfæstet en tidligere afgørelse fra Retten i Næstved.

Drabene blev begået i 2019 i Ruds Vedby og Vemmelev på Vestsjælland med to måneders mellemrum.

Ofrene var 68-årige Kiehn Georg Andersen og 80-årige Poul Frank Jørgensen. De to havde det til fælles, at de boede alene og samlede på mønter.

I landsretten har to ud af de ni nævninger stemt for, at den 37-årige skulle frifindes for begge drab. Men flertallet af nævninger og juridiske dommere har fundet beviser for hans skyld.

I Ruds Vedby mistede 68-årige Kiehn Georg Andersen livet som følge af massiv vold. Liget blev dumpet i en sø i en grusgrav ved Blæsinge.

Og i Vemmelev var offeret Poul Frank Jørgensen, der fik skåret sin halspulsåre over. Desuden blev han stukket ti gange i ryggen med en eller flere knive.

I begge tilfælde kørte de to drabsmænd til gerningsstederne i køretøjer tilhørende Stefan Lawaetz Danielsen. Det var henholdsvis en Land Rover og en Volkswagen Up.

De to mænd blev anholdt i juni 2019. I grundlovsforhøret erkendte den ældste at have begået dødbringende vold mod de to ældre mænd og sat ild til deres huse.

Den yngste nægtede ethvert kendskab til sagerne.

Senere trak den ældste dog sin oprindelige forklaring tilbage. Nu lød forklaringen, at det var den yngste, der havde begået drabene.

Beviserne i sagen bestod blandt andet i forklaringer fra den ældre tiltalte, fund af dna og chatbeskeder mellem de to.

Straffen fastsættes senere tirsdag. I byretten fik de begge fængsel på livstid.

/ritzau/