To mænd på henholdsvis 38 og 46 år er tirsdag i Retten i Holstebro blevet idømt forvaring i en sag, der blandt andet drejer sig om voldtægter af et toårigt barn.
Det skriver Dagbladet Holstebro Struer og TV Midtvest.
Ifølge sagens anklageskrift har den 38-årige udsat et toårigt barn for voldtægt på opfordring af den 46-årige.
Ifølge TV Midtvest er den 38-årige fundet skyldig i forsøg på voldtægt af en toårig pige samt voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje mod samme pige tre måneder senere.
Den 46-årige er fundet skyldig i medvirken til overgrebene på den toårige, fordi de to mænd havde skrevet om og planlagt overgrebene.
En 37-årig kvinde, der også var tiltalt for medvirken til flere af sagens forhold, er blevet idømt tre måneders fængsel.
Hun var blandt andet tiltalt for medvirken til overgrebene mod den toårige pige, men det er hun ikke fundet skyldig i.
Men hun er dømt for medvirken til vold mod en anden kvinde begået af den 38-årige. Volden bestod ifølge anklageskriftet blandt andet i, at den 38-årige flere gange tissede i mad, som kvinden efterfølgende spiste, og tissede på kvindens tandbørste, som hun efterfølgende brugte til at børste tænder.
Sagens anklageskrifts 33 forhold omhandler overgreb mod et barn, vold mod en kvinde, overtrædelse af dyreværnsloven, udbredelse og besiddelse af børneporno og blufærdighedskrænkelse.
Sagen er blevet behandlet i løbet af 11 retsdage i Retten i Holstebro.
Forvaring er en indespærring på ubestemt tid af personer, som retten anser for at være særligt farlige. Forvaring idømmes, når retten anser det for nødvendigt for at beskytte samfundet mod den farlige person.
/ritzau/