To mænd på 34 og 35 år fra Haderslev blev mandag begge idømt 14 års fængsel for drab ved et nævningeting ved Retten i Sønderborg.

De to mænd blev dømt for drabet på en 35-årig mand, som blev begået 2. juli 2021 i Haderslev.

Ud over drabet blev de to mænd dømt for at have anskaffet et oversavet haglgevær med ammunition, der blev brugt til drabet, mens den 35-årige mand og en 57-årig mand blev dømt for at have opbevaret endnu et haglgevær på den 57-åriges bopæl i Haderslev.

Desuden blev de alle tre fundet skyldige i at være i besiddelse af 955 gram amfetamin med henblik på videreoverdragelse.

Den 57-årige blev idømt tre års fængsel.

Efter dommen valgte den 34-årige og den 35-årige at anke dommen til frifindelse eller formildende dom, hvorimod den 57-årige bad om længere betænkningstid til at overveje, om han vil anke dommen.