Tidligt torsdag morgen er der stadig intet spor af de to mænd, som er forsvundet i en jolle i farvandet mellem Lolland og Falster.

Ingen har hverken set eller hørt fra mændene, siden de tirsdag eftermiddag sejlede ud fra Holten på det sydøstlige Lolland. Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til B.T.

De to mænd sejlede ud tirsdag omkring 13-tiden og er ikke kommet tilbage. Derfor har redningsbåde, helikoptere og hunde ledt indgående efter dem, men altså fortsat uden held.

Dermed har mændene været væk i mere end et døgn.

Vagtchefen ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi fortæller til B.T. torsdag morgen, at eftersøgningen har været indstillet i løbet af natten.

»Når det bliver lyst, tager vi stilling til, om vi skal genoptage eftersøgningen,« siger Kent Edvardsen og tilføjer, at chancen for at finde de to mænd i live desværre svinder time for time.

»De kan selvfølgelig godt drive rundt i jollen derude, men der er tale om et meget besejlet farvand, så andre skibe burde have set dem,« siger han.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi fik anmeldelsen fra mændenes pårørende onsdag klokken 16.41.

Mændene, der er i midt i 40'erne og midt i 50'erne, er vant til at sejle og er fra lokalområdet.

De har formentlig sejlet ud for at røgte nogle garn.

Politiet har også været ved bådebroen i Holten, hvor deres jolle er væk. Derimod holder den ene af mændenes bil ved broen.

De to savnede har formentlig heller ikke redningsveste på.