To mænd er onsdag idømt fængsel ved Retten i Aarhus efter at have begået massevis af bedrag mod en lang række ældre borgere. 

De er begge kendt skyldige for omkring 160 forskellige forhold af bedrageri og databedrageri af særlig grov karakter, herunder også flere forsøg på bedrageri.

Den 22-årige mand blev idømt et års fængsel, mens den 23-årige mand fik et år og otte måneders fængsel, skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse. 

Sammen med flere andre medgerningsmænd har de, fra efteråret sidste år til de blev pågrebet i henholdsvis august og september, udgivet sig for at være fra banken.

I flere tilfælde har de også hentet den pågældende ældre borgers betalingskort. 

På den måde lykkedes det efterfølgende gerningsmændene at hæve flere hundredetusinde kroner i hæveautomater på de ældre borgeres konti.

Foruden betalingskort er flere af de ældre borgere også blevet svindlet af de to mænd til at udlevere koder og kontanter samt værdigenstande i form af smykker.

Sagen blev ført som en tilståelsessag, da de to mænd på forhånd havde erkendt de forhold, de var sigtet for.