Politiet har torsdag morgen anholdt to danske mænd og sigtet dem for medvirken til et planlagt drabsforsøg i Værløse i juli.
Det oplyser politiets National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i en pressemeddelelse.
De to anholdte er 20 og 25 år og har ifølge NSK en relation til bandemiljøet.
Politiet har sigtet dem for forud for 1. juli i år at klargøre og forberede en skarpladt pistol med isat ammunition.
Pistolen blev senere afleveret til en 15-årig svensk dreng, som ifølge NSK var rekrutteret til at rejse fra Sverige til Danmark for at udføre et bestilt drab.
Men drabet mislykkedes, da den 15-årige dreng og to øvrige mænd blev anholdt af politiet forud for drabet.
- På baggrund af vedholdende og grundig efterforskning har vi i dag kunnet anholde yderligere to personer i en alvorlig sag om planlagt drabsforsøg i Værløse fra juli måned, siger Henrik Andersen, politiinspektør i NSK, i pressemeddelelsen.
Han kalder det "forkasteligt", når børn og unge udnyttes til at begå alvorlig kriminalitet.
- Derfor ligger det os meget på sinde at komme efter alle led i kriminalitetskæden. Vi fortsætter ufortrødent efterforskningen i sagen og kan ikke udelukke, at der i den kommende tid kommer til at ske flere anholdelser, lyder det videre.
Torsdag eftermiddag oplyser NSK, at de to mænd er blevet varetægtsfængslet frem til onsdag efter endt grundlovsforhør i Retten i Lyngby.
Der er nu seks personer, som sidder fængslet i sagen.
En fjerde mand blev sigtet i midten af juli, efter at den 15-årige dreng og de to mænd blev sigtet.
Der er fristforlængelse af fængslingen af alle seks sigtede onsdag 5. november.
/ritzau/