To mænd er fængslet efter et hjemmerøveri i Thorshøj i Vendsyssel natten til onsdag.

Både en kvinde og hendes datter blev slået i hovedet med en hammer af en af de to mænd.

Røveriet skete ved to-tiden. Den 45-årige kvinde og hendes 26-årige datter hørte, at to mænd trængte ind i deres hus.

De maskerede mænd havde hamre med sig, og de brugte dem til at slå de to kvinder, der fik skader i hovedet og på hænder og ben.

Det fortæller kriminalassistent Claus Bjerre, Nordjyllands Politi i Frederikshavn, til avisen nordjyske.dk.

De to mænd slap af sted i den 45-åriges bil med kontanter og smykker.

Der opstod tumult under røveriet, og på et tidspunkt fik den ene røver revet sin maske af. Og han blev genkendt.

To mænd på 34 og 26 år blev senere onsdag anholdt i Sæby, og de er torsdag morgen blevet varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for grov vold og røveri.