To mænd fængsles for grov vold på vej hjem fra egen retssag
To mænd var på vej hjem fra en anden sag, de var tiltalt i. I toget overfaldt de en mand med spark og slag.
To mænd var på vej hjem fra en anden sag, de var tiltalt i. I toget overfaldt de en mand med spark og slag.
I toget på vej hjem fra en retssag i Holbæk, hvor to 20-årige mænd var tiltalt i en anden sag, begik de begge grov vold mod en mand.
På baggrund af overfaldet blev de to unge mænd onsdag dømt for grov vold ved Retten i Roskilde.
Det skriver anklagemyndigheden ved Midt- og Vestsjællands Politi på X.
Den ene fik seks måneders ubetinget fængsel. Den anden fik tre måneders ubetinget fængsel som tillægsstraf til en tidligere sag. Den sidstnævnte dom blev anket.
De to mænd blev ifølge anklagemyndigheden provokeret af en mand, "de mødte i toget ved Viby".
- De overfaldt ham med så mange slag og spark, at han fik store skader på kraniet i den ene side af hovedet, skriver anklagemyndigheden.
/ritzau/