To mænd får fire års fængsel for gruppevoldtægt i Aarhus
To mænd fra Eritrea er blevet idømt fire års fængsel for deres rolle i en grov voldtægtssag i Aarhus.

To mænd fra Eritrea er blevet idømt fire års fængsel for deres rolle i en grov voldtægtssag i Aarhus.

I august for to år siden blev en 37-årig kvinde voldtaget på skift af tre mænd i en lejlighed i Aarhus.
Onsdag er to 28-årige mænd blevet dømt for deres rolle i gruppevoldtægten.
De to mænd, der hedder Awedin Mohammed Adem Fikak og Henok Woldu Tekleab, er begge blevet idømt fire års fængsel ved Retten i Aarhus, oplyser anklager Jesper Rubow.
De dømmes begge for voldtægt, men frifindes for frihedsberøvelse, som de også var tiltalt for.
De to mænd er begge fra Eritrea og er blevet dømt til udvisning med livslangt indrejseforbud.
Begge nægter sig skyldige og har anket dommen til landsretten.
En tredje mand, 34-årige Abreham Tekle Sium, er tidligere blevet idømt tre års fængsel i sagen.
Han ankede i første omgang dommen, men har efterfølgende trukket anken tilbage.
De to mænd, der er blevet dømt onsdag, har fået en højere straf, da retten mener, at de havde en større rolle i voldtægten.
Den 37-årige kvinde blev tilbageholdt af de tre mænd i flere timer i lejligheden i Aarhus.
Det fandt sted om morgenen den 17. august mellem klokken 07.00 og klokken 13.00.
Det lykkedes dog for hende at flygte, hvorefter hun tog kontakt til en tilfældig forbipasserende, der alarmerede politiet.
Politiet har tidligere oplyst, at der ikke er nogen relation mellem offeret og de tre gerningsmænd.
Kvinden blev efter hændelsen kørt på hospitalet, og 20 minutter efter anholdt politiet tre mænd, men to blev siden løsladt.
De to mænd, der har fået en fængselsdom onsdag, nåede at flygte til udlandet, før politiet fik fat i dem.
De blev undervejs efterlyst af det danske politi internationalt.
De blev begge udleveret til Danmark i foråret, efter at de blev anholdt i England.
RITZAU