Kvinde på 52 år er blevet undersøgt efter overfald ved Vestre Havneplads i Kalundborg.

Roskilde. En kvinde er natten til onsdag blevet udsat for voldtægt nær havnen i Kalundborg, oplyser politiet, der efterlyser to yngre mænd i sagen.

Flere patruljevogne kørte til Vestre Havneplads i Kalundborg cirka tre kvarter efter midnat og afspærrede området, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi onsdag.

Offeret er en kvinde på 52 år. Hun har fortalt, at hun i området mødte to yngre mænd, der spurgte efter en cigaret.

Mændene gik væk, men kom senere tilbage og overfaldt kvinden. Hun blev slået i hovedet og derefter voldtaget, oplyser politiet om anmeldelsen.

De to efterlyste menes at være mellem 18 og 20 år, begge er cirka 175 centimeter høje og begge har almindelig kropsbygning.

Den ene har dansk udseende og har kort, lyst hår. Den anden var iført mørkt tøj, oplyser politiet.

Betjentene ledte efter mændene i det relevante område, men uden resultat.

Den 52-årige kvinde blev kørt til sygehuset i Holbæk og blev derefter undersøgt for spor af voldtægten.

I forbindelse med sagen håber lokalpolitiet på at høre fra folk, der var i området, eller som har oplysninger om de to efterlyste.

/ritzau/