Københavns Politi efterlyser to mænd, der mistænkes for at have sat ild til restauranten 'Det Grønne Køkken' på Nørrebro i København.

Brandstiftelsen fandt sted lørdag den 29. september 2018 klokken cirka 21.45.

Én person er allerede fængslet i sagen, men Københavns Politi mistænker altså flere gerningsmænd, og dem søger de nu hjælp til at finde.

Gerningsmændene beskrives således:

- Gerningsmand 1: 175-185 centimeter, almindelig af bygning og iklædt sort jakke, sorte bukser og mørke sko
- Gerningsmand 2: 185-195 centimer, spinkel til almindelig af bygning, iklædt sort jakke/hættetrøje med hvidt tryk, mørkegrå bukser og mørke sko med hvid sål.

Politiet har fanget de mistænkte mænd på video, og den kan ses øverst i artiklen.

Ved branden skete der stor skade på restauranten, ligesom der ifølge politiets pressemeddelelse var en overhængende fare for personers liv i den beboelsesejendom, hvor restauranten ligger.

Hvis du ved noget om sagen, kan du kontakte politiet på telefonnummer 114.