Først tjekkede en 17-årig dreng, at en mand var hjemme i sit rækkehus i Gundsømagle. Derefter gav han signal til to andre. Iført maskering brød disse ind i boligen, hvor de jagtede offeret, der flygtede men til sidst blev stukket ihjel.

Sådan var forløbet i Gundsømagle en sen aften i september sidste år - i hvert fald ifølge den tiltale, som anklagemyndigheden netop har rejst.

Den 31-årige Jonas Drewsen mistede livet. Han blev stukket med kniv i ryggen, brystet og halsen, ligesom han fik flere slag på kroppen og i hovedet.

På baggrund af Midt- og Vestsjællands Politis efterforskning er en 25-årig mand og en dreng på 17 år nu blevet tiltalt for drab.

Den anden 17-årige - ham der ifølge anklageskriftet ringede på døren og sikrede, at Jonas Drewsen var hjemme - er tiltalt for medvirken til farlig vold.

Han skal have deltaget i planlægningen og udførelsen af afstraffelsen af Drewsen, hævdes det.

Men han havde ifølge anklageskriftet ikke til hensigt, at det skulle ende med den 31-åriges død.

De tiltalte i sagen nægter sig skyldige. Et nævningeting ved Retten i Roskilde skal senere afgøre, om der er tilstrækkeligt med beviser.

Ifølge beskrivelsen i anklageskriftet lykkedes det for den 31-årige af komme ud af rækkehuset, efter at han inden døre var blevet overfaldet med slag. Men udenfor blev han indhentet.

Den 17-årige, der er tiltalt for drab, anklages i øvrigt også for et tilfælde af vold måneden forinden i Svendborg. I august optrådte han ligeledes maskeret, da han sammen med andre overfaldt to personer med knytnæveslag, lyder påstanden.

/ritzau/