En 27-årig mand fra Ballerup er fredag blevet varetægtsfængslet i to uger.

Han er sigtet for at have været i besiddelse af et skarpladt våben i forbindelse med torsdagens dødelige knivstikkeri i Birkerød.

To mænd på henholdsvis 18 og 20 år blev ligeledes fremstillet i grundlovsforhør om sagen fredag, men dommeren besluttede, at de skulle løslades. De er ligeledes sigtet for at have overtrådt våbenloven.

En fjerde mand - på 21 år - har desuden været anholdt, men efterforskningen har vist, at han ikke var impliceret, selvom han i første omgang var mistænkt for at stå bag drabet.

For nuværende leder politiet derfor fortsat efter gerningsmanden, oplyser Nordsjællands Politi i en pressemeddelelse.

En 23-årig mand mistede torsdag aften livet efter knivstikkeriet, der fandt sted på en vej nær Birkerød Skole kort før klokken 19.23.

Herefter var politiet talstærkt til stede i området, hvor de fandt det skarpladte våben i en hæk ved Birkerød Parkvej - ikke langt fra det sted, hvor politiet anholdt de fire mænd.

Henrik Gunst, politikommissær og leder af Nordsjællands Politis afdeling for organiseret kriminalitet, oplyser, at politiet mener, at motivet skal findes i en intern konflikt i det kriminelle miljø.

»Vi fortsætter med efterforskningen og vil meget gerne høre fra vidner eller andre, som kan have oplysninger, der kan hjælpe os i opklaringsarbejdet,« siger han.

Politiet vil særligt gerne høre fra folk, der var i området på tidspunktet, hvor knivstikkeriet fandt sted.

Borgere kan rette henvendelse på 114.

Da grundlovsforhøret fredag foregik for lukkede døre, kan Nordsjællands Politi ikke oplyse yderligere om sagen på nuværende tidspunkt.