To personer er tirsdag aften blevet kørt på skadestuen efter en ulykke i Gladsaxe.

De to indlagte var fører i hver deres bil, da de af endnu uvisse årsager kørte frontalt ind i hinanden på Gladsaxevej.

»Der er ikke tale om alvorlig personskade,« siger vagtchef ved Københavns Vestegns Politi Torben Wittendorf.

Han uddyber, at politiet modtog anmeldelsen om ulykken klokken 22.50.

Politi og redning arbejdede på stedet efter ulykken, men oprydningsarbejdet er overstået onsdag morgen.

Ulykken gav ikke anledning til trafikale problemer.