Det så voldsomt ud, da en varebil og en personbil tirsdag morgen stødte frontalt sammen på en landevej i nærheden af Brovst i Nordjylland. 

Ifølge Nordjyske blev ulykken på Tranum Engevej ved Koldmose anmeldt klokken 7.58. 

To personer blev efterfølgende kørt på hospitalet, og heldigvis er de foreløbige meldinger positive. 

Begge de tilskadekomne var ved bevidsthed og havde ikke umiddelbart pådraget sig livstruende eller kritiske skader, oplyser vagtchefen til avisen. 

Politiet formoder, at ulykken skyldes, at den ene bil kom over i den forkerte side af vejen og stødte sammen med den modkørende. 

Rent rutinemæssigt blev der taget blodprøver af de to førere for at finde ud af, om de har været påvirket af alkohol eller narko.